Beignets

Manic Monday Donuts!

En ny uge er gået i gang, og dagene går ufattelig stærkt lige nu (hvis du spørger én som snart skal tilbage på skolebænken i hvert fald). Derfor er jeg begyndt at forberede mig på “den store dag” og prøver at stå tidligt op og komme ind i en god morgenrytme inden det er forsent, og jeg bliver morgenmonstret som hader alt og alle.

Alene af den grund synes jeg derfor, at det er dejligt at have nogle nemme og hurtige opskrifter klar til en hektisk mandag eller bare en mindre sjov hverdag. Når jeg skriver nemme og hurtige opskrifter mener jeg selvfølgelig de bedste af slagsen, der har rigeligt med sukker, som kan give et smil på læberne og gøre en sukkerhøj på den gode måde.

I går prøvede så en ny opskrift på donuts, en opskrift som nemt kan blive min go-to opskrift, når det skal være lækkert, hurtigt og sødt. Normalt er donuts ikke lige noget man laver på en lazy søndag eller en typisk mandag efter arbejde/skole, men de her donuts tager omkring 20 min. at lave, og det taget i betragtning så er de ret gode.

DSC01265

Jeg faldt over opskriftvideoen på Facebook via siden “Proper Tasty”. Jeg er helt sikkert fan af den side, da den giver lette opskrifter som alle kan lave uden det store besvær. Jeg valgte dog selv at tilføje nogle flere ingredienser udfra hvilken smag jeg ville have frem i mine donuts. Jeg valgte blandt andet at bruge appelsinskal i nogle af dem for at få en mere markant smag, og i nogle af de andre brugte jeg vanilje og lidt karamelsirup for at gøre dem søde.

DSC01269

Ifølge opskriften skal de dyppes i sukker, men jeg valgte at dyppe begge potioner af mine i chokolade ganach, hvilket jeg synes blev rigtig lækkert sammen med de smage jeg havde sammensat. Den her opskrift er egentlig bare rigtig god til at eksperimentere med, og man kan virkelig slippe sin fantasi løs – både på pynten og smagen.

DSC01267

Opskrift på Donuts:

50 g smør

120 ml. mælk

2 spsk. olie

250 g mel

50 g sukker

1 tsk. bagepulver

1/2 tsk. salt

Olie til friturestegning

(evt. skræl fra en hel appelsin, 2 tsk. vaniljesukker eller andet)

Chokoladeganach:

200 g chokolade

2 dl. fløde

Varm smør, mælk og olie op i en gryde på lav varme. Bland de øvrige ingredienser sammen i en skål. Når den varme mælk- og smørblanding er klar hældes den i skålen med melblandingen og røres godt med en ske eller gaffel til det bliver en blød, lun og ensartet dej. Når dejen er klar formes 8 mindre boller, og med en tommelfinger og pegefinger formes der et hul i midten af bollerne. Olien hældes i en gryde eller pande og varmes op til ca. 180 grader. Når olien er klar kommes donuts’ne i og steges til de er gyldne og flyder på overfladen. De tages op af olien og dryppes af på nogle stykker køkkenrulle. Når de er kølet lidt af, varmes chokolade og fløde op til chokoladen smelter og bliver til en ensartet og glat creme. Derefter dyppes donuts’ne ned i chokoladen, drysses med det ønskede pynt og serveres.

Her får I lige linket til facebooksiden med videoen:

https://www.facebook.com/buzzfeedpropertasty/videos/1803698789842793/

Knus Katrine

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Beignets