Vanilla-Berry Supreme Pie!

Jeg må indrømme, at jeg helt sikkert har været én af dem som har klaget over sommeren i Danmark. Men det har også bare været et meget forvirrende vejr! Hvis årstiderne var på steroider og vejret havde PMS, ville det ca. være, som det har været på det sidste.

Jeg er nu også én af dem, som elsker efteråret mere end noget andet og ser meget mere frem til den køligere og sprøde efterårsluft. Det ser dog ikke ud til at jeg får det ønske opfyldt lige nu.

Så lige nu må jeg nøjes med det evige spørgsmål om jeg kan have shorts og sandaler på, eller om vejrguderne beslutter sig for at lave en lille joke og gøre det BÅDE koldt og varmt – Jep, den har de lavet før.

Men selvom jeg kan blive ved med at brokke mig over vejret, har jeg bestemt også gjort brug af det her i weekenden. Den stod på max hjemmelig hygge i går, og det betød så også at jeg havde lidt mere tid og overskud til at bage lidt kage.

Det er så her at mit brokkeri  ikke helt kan retfærdiggøres, da jeg besluttede mig for at bruge den dejlige sommerlige varme, som inspiration til mine kager.DSC01320

Jeg lavede hele tre tærter, som godt nok havde det samme i, men som også blev ufattelige lækre. De bestod af den lækre sprøde tærtedej af Blomsterberg (selvfølgelig), en god vaniljecreme med et lag hindbær/blåbær marmelade smurt på bunden. Kagerne havde jeg dekoreret med en masse friske bær og nogle smukke sommerlige blomster.

Den var dejlig frisk med de friske bær samtidig med, at den havde den søde smag fra vaniljecremen. Den blev heller ikke for tung, som jeg nogle gange synes kager med en god potion creme kan blive. To af tærterne lavede jeg i en lille størrelse, som passede perfekt til lige at spise på en sensommer aften og se solen gå ned.DSC01301Vanilla-Berry Supreme Pie:

Tærtedej:

300 g mel

100 g flomelis

150 g smør

1 æg

Ælt ingredienserne kort sammen til en ensartet dej med en pisker eller med hænderne. Stil dejen koldt i en 1/2 time til 1 time. Rul den kolde dej tyndt ud (ca. 3 mm) i lidt ekstra mel. Smør tærteformen jævnt og beklæd formen med dejen. Husk at trykke den godt op af siderne.

Bag tærtebunden i en 200 grader varm ovn, til den er gylden, ca. 12 minutter afhængigt af ovnen. Når tærtebunden er færdig tages den ud og får lov til at køle helt af.

Vaniljecreme:

1/2 vaniljestang

50 g sukker

40 g majsstivelse

5 dl sødmælk

50 g æggeblommer (ca. 2 stk.)

flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Tag noget sukker (ca. en spsk.) og mas kornene med sukkeret.

Bland vaniljesukker, sukker, og majsstivelse og pisk det godt med 1 dl af mælken. Tilsæt til sidst æggeblommerne. Kog de resterende 4 dl mælk op i en gryde med den tomme vaniljestang. Når mælken koger, tilsættes majsblandingen – pisk godt i nogle sekunder, til cremen tykner. Fjern vaniljestangen og kom straks den færdigkogte creme i en kold beholder. læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på vaniljecremen, så der ikke dannes kondens. Afkøl hurtigt cremen helt i køleskabet.

Smør den færdige tærtebund med et lag marmelade og og hæld vaniljecremen i tærten. Stil tærten koldt i 1 times tid og pynt den efter ønske.

Knus Katrine

Banan- og chokoladetærte

Jeg har ventet SÅ længe på foråret, og nu hvor det endelig er kommet, begynder det selvfølgelig også at sne! Og ikke nok med det så begynder en forkølelse også så småt at snige sig frem. (Ikke lige det jeg havde i tankerne, forår!)

Okay, så det har ikke været den bedste start på denne her årstid, men jeg havde nu alligevel en dejlig start på weekenden (ud over at være max presset på studiet, suk). Lørdagen stod på hygge med min dejlige familie og kæreste, og dertil skulle der selvfølgelig bages en kage.

Til deres store begejstring havde jeg bagt en velkendt kage, nemlig banan- og chokoladetærte.12837589_10208634694204764_1229750695_o

En god og gammel sag, som jeg ikke har lavet i lang tid. Den kommer endda fra en af mine første bagebøger, og var en af de første kager jeg helt selv lavede.

Det var det bedste gensyn både for mig, men også hos familien, som blev ved med at påpege hvor meget de havde savnet den. (Man ved at man bager for meget kage, når folk begynder at savne kagen mere end dig)

10631821_10208634694964783_496641738_o

Hver en krumme blev spist, og jeg havde helt glemt hvor simpel og lækker den egentlig er. Derfor skal den selvfølgelig også deles med jer.

Opskrift på banan og chokoladetærte:

150 g smør

2 dl sukker

3 dl mel

1 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker

1 æg

2 bananer

150 g chokolade

Smøret smeltes og kommes op i en skål. Derefter tilsættes sukker, mel, bagepulver, vaniljesukker og æg, og det hele blandes sammen til en klistret dej.

Dejen fordeles med en ske eller palet i en tærteform på 24 cm.

Bananerne skrælles og skæres i skiver som fordeles på tærtedejen. Chokoladen hakkes og drysses ud over bananerne.

Tærten bages ved 175 grader midt i ovnen i ca. 35 min.

Knus Katrine

Hindbærtærter

Ready, set og så i gang med en ny uge. Måske er det kun mig, men jeg har virkelig svært ved at komme i gang med en ny uge. Derfor hjælper det ret meget at tænke på noget lækkert, og for mig er det klart de her små hindbærtærter jeg lavede i weekenden. De er magen til de dejlige jordbærtærter, som vi alle kender, den eneste ændring jeg har valgt at lave var at skifte jordbær ud med hindbær.12443904_10208472999842506_643319430_o

De smager dog lige så godt som originalen, så hvis I også har brug for et lille boost i den her uge, så kan jeg altså klart anbefale hindbærtærterne. Jeg får de bedste flashbacks til sommer og sol, hvor der (i hvert fald i min verden) hører jordbærtærter til.

12751672_10208472999642501_168170476_oOpskriften finder I her:

http://www.soendag.dk/opskrifter/desserter-og-kager/opskrift-paa-klassisk-jordbaertaerte

Knus Katrine

American Pie

Tænk at det allerede er torsdag, ugen flyver afsted. Jeg har villet lægge det her indlæg op siden  i går, men jeg har haft nogle tekniske problemer, som heldigvis er løst nu.

I sidste weekend fejrede min familie en lidt anderledes tradition. Vi gik simpelthen all in med den amerikanske Thanksgiving! Det er kun anden gang vi prøver at holde Thanksgiving, men vi er blevet ret vilde med det. (Endnu en dag med masser af mad – det siger man ikke nej til). Derfor fik jeg til opgave at lave tærter og det blev til tre tærter. To Pumkin Pie og en Pecan Pie.12250683_10207839079314889_1298906049_oDet er første gang jeg smager og laver Pecan tærten og jeg er helt vild med den! Den skal helt sikkert laves igen. Jeg brugte Mette Blomsterbergs opskrift (selvfølgelig), og den kan jeg helt sikkert også anbefale til jer!

12250482_10207839079274888_1728070239_o

Opskriften på tærten kan i bl.a. finde her:

http://www.madogbolig.dk/opskrifter/desserter-og-kager/pecantaerte

Nu vil jeg bare nyde de sidste dage inden vi tager fat på JULEN! – og alle de lækkerier som følger med 😉

Knus Katrine

Syrlige tærter, kage i lag og fødselsdag!

En ny uge er gået i gang. Jeg prøver stadig at komme mig lidt over alt det kage, jeg har spist i weekenden. Normalt er jeg ikke den store kagespisere efter jeg har bagt. Ikke fordi jeg ikke kan lide det, men simpelthen fordi jeg får nok af den meget søde duft og smag, når jeg laver det  (elsker jo også at smage det til under bagningen 😉 ). Men i Søndags havde min søster fødselsdag, og når der er fødselsdag, laver vi altid en voldsom lagkage, og denne gang var ingen  undtagelse! Jeg er er en af dem, som elsker at lave lagkage! Jeg elsker alle de elementer, der skal laves og selvfølgelig også at pynte den. Desværre er lagkage jo ikke lige noget, jeg laver på en almindelig hverdag (jeg må finde nogle, som elsker at spise lagkage!) Men denne måned er lidt anderledes, for jeg får lov til at lave lagkage hele 3 gange! Det er bare lykken for mig.

Lagkagen jeg lavede i søndags var med chokolademousse og appelsinfromage på hjemmelavede lagkagebunde. 12082697_10207571653389408_243099774_o

Opskrift på lagkagebunde

(til 3 bunde i springformsstørrelse)

150 g mel

150 g sukker

3 æg

1/2 tsk bagepulver

Pisk æg og sukker let og luftigt. Mel og bagepulver røres i dejen.

Bages ved 240 grader i almindelig ovn i ca. 5 min.

Til pyntet brugte jeg flødeskum, almindelig glasur smagt til med appelsinsaft og -skal, lidt hindbær, chokoladepynt og marcipanroser.

Det var første gang, at jeg prøvede at kaste mig ud i marcipanroser. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle begynde, så jeg søgte min aller bedste internetven om råd – YOUTUBE!!

Youtube er simpelthen så genial, når man skal lære noget nyt. Man får både fortalt og vist, hvordan man skal gøre, og så bliver det altså ikke nemmere (eller noget..)

Jeg var meget optimistisk efter at have set videoen, og så let og elegant bort fra tidspresset jeg var under. Dermed gik jeg i krig! Det svinede forfærdeligt meget, og mine hænder var klistret og meget lyserøde (ikke ligefrem min yndlingsfarve). Til gengæld var jeg ret glad for mit resultat, da jeg, efter nogle forsøg, endelig fik lavet nogle fornuftige roser. Nu er jeg helt hooked på det at laver marcipanroser, og derfor ender de sikkert på alle mine kager! (undskylder lidt på forehånd)

Hvis I selv vil afprøve det med roserne, så kan I kigge med i videoen her:

 

Foruden lagkagen fik jeg også afprøvet Mette Blomsterbergs skønne citrontærte. Endnu en kage jeg ikke havde prøvet før, eller faktisk smagt før. Den var slet ikke så svær at lave, som jeg havde troet – faktisk ret nem at lave. Der er dog mange elementer i den synes jeg, så køkkenet så ikke så godt ud. Men “de” blev ret gode (i hvert fald efter hvordan jeg tror sådan en skal være). Når jeg skriver “de”, så er det fordi jeg valgte at lave to mindre tærter i stedet for en stor – Er, af en eller anden årsag, vild med små kager.

12053329_10207554970852355_213998824_n

Sådan en citrontærter bliver nu aldrig rigtig min yndlingskage, men de blev godkendt af andre, så jeg kan kun anbefale at prøve den/dem.

Nu er jeg bare spændt på at se, hvad jeg måske ender med at lave i denne uge – selvfølgelig lige bortset fra lagkage … Igen!

Knus Katrine