Macaron, macaron, macaron!

Det er efterhånden MEGET længe siden jeg sidst har kastet mig ud i at lave de fine, skrøbelige, farverige macarons. Jeg har, ligesom mange andre, prøvet flere gange at lave de skønne små kager. Nogle gange var jeg virkelig heldig, og de blev fuldstændig fantastiske. Andre gange… Not so much… Jeg har været en af dem som købte bøger, der udelukkende omhandlede macarons. Jeg forbød familien om at gå ud i køkkenet, når de stod og tørrede på køkkenbordet, for jeg var overbevist om at det mindste vindpust ville ødelægge dem.

Første gang jeg nogensinde lavede dem, gik det heeelt galt. Jeg forsøgte to gange, og begge gange lå jeg nærmest på gulvet og græd. (Andre som kender den følelse?) Det lykkedes dog med mit tredje forsøg, og så gik det ellers op og ned derfra, som også gjorde at jeg lagde dem lidt på hylden… med en lille del af min stolthed med…gif

Derfor mente jeg også at det måtte være på tide at prøve igen. Jeg fandt en opskrift på Maja Vases side, hvor hun benytter en anden opskrift end dem jeg har prøvet. Her koger hun sukker og vand op til en sukkerlage som hun bruger i dejen. Jeg var meget skeptisk i starten, da hun samtidig skrev at denne opskrift kræver lidt mere tid end de andre. Men jeg tænkte, hvorfor ikke bare gå all-in?

Det gik overraskende godt! Jeg sad dog stadig og kiggede desperat ind i ovnen fordi jeg, af en eller anden grund, tror at det vil ændre udfaldet.

31165618_10215968247779020_5267765512959426560_n

Ja, opskriften kræver lidt mere, men den smule er altså det hele værd. Så er man nybegynder i at lave den lille djævelske kage eller bare har brug for at få lidt stolthed tilbage, ligesom jeg, så prøv opskriften af.

Fordi de blev så gode, blev jeg nødt til at eksperimentere lidt. Jeg har længe kigget på alle de flotte macarons som folk selv sidder og maler mønstre på. Jeg kan virkelig ikke prale af mine kunstneriske evner, men det gav dem alligevel et andet udtryk som jeg er fan af. Jeg fik ret mange macarons ud af opskriften, derfor prøvede jeg at male lidt forskellige mønstre for at se hvad virkede bedst.

31131494_10215968244498938_3620637020843409408_n

Til at male med brugte jeg ren vodka (ja, VODKA) og opløste lidt geléfarve i. Hvis jeg ønskede at farven skulle være lidt kraftigere, dyppede jeg forsigtigt spidsen af penslen og bagefter dyppede den lidt i vodkaen.

Jeg prøvede mig frem med guldstøv, orange farve, og blå musselmalet ala Royal Copenhagen.

Ganachen var ens i dem alle sammen. Igen valgte jeg at eksperimentere lidt. Da jeg var til chokoladefestival i februar, købte jeg en ny og spændende chokolade fra Valrhona med passionsfrugt. Den smager bare FANTASTISK! Den er en smule syrlig og smager overraskende meget af passionfrugt. Jeg brugte den i stedet for hvid chokolade og brugte samme mængde som i opskriften.31131540_10215968245218956_7268722606444904448_n

Lad nu os alle tage en dyb vejrtrækning og gå i gang med at lave lækre OG perfekte macarons!

Macarons:
40 stk. ca.

Der er ikke lakrids i bundene, så jeg linker direkte til hendes side hvor basisopskriften til bundene kan findes.

Lakridsmacarons

Passionsganache:

120 g Valrhona Inspiration passionsfrugt

60 ml piskefløde

2-3 spsk frisk citronsaft

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Bring fløde til kogepunktet i en gryde, og hæld det over chokoladen. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Smag til med citronsaft og stavblend. Kom ganachen i køleskabet i 2-3 timer eller natten over.

Fyld ganachen i en sprøjtepose med rund tylle, og sprøjt små toppe ud på halvdelen af bundene. Saml kagerne med de resterende bunde.

Pynt:

Lidt vodka

frugtfarve eller geléfarve

pensler

Hæld lidt vodka i en skål eller glas. Tilsæt nogle dråber eller enkelte klatter af den ønskede farve i vodkaen og rør lidt rundt. Dyb penslen i den farvede vodka og mal. Vær opmærksom på at penslen ikke er for våd.

Rigtig god fornøjelse

Mazarinkage med citronganache!

Jeg er så klar til forår, selvom vejret gør alt hvad det kan for at ødelægge den stemning. Men jeg nægter at blive stoppet af “lidt” blæst og sne i marts – snart april måned. Derfor endte jeg også med at få bagt en skøn forårs kage, som bestemt også vil være fantastisk hvis man mangler en god kage til ens påskefrokost.

29955075_10215793134121288_137335028_oOpskriften har jeg fra Majavase.dk. Kagen består af en mazarinbund med citronskal i, toppet med en citronganache lavet på hvid chokolade, fløde og citron. Den blev pyntet med smeltet hvid chokolade og hvide chokolade perler fra Valrhona. Jeg valgte at vende perlerne i guldstøv for at give det et ekstra pift. Da mine skønne stedmorblomster desværre ikke var i fuld flor, måtte jeg desværre ty til ikke-spiselige blomsterblade, men de pyntet nu fint alligevel. Jeg foretrækker dog at alt på kagen er spiseligt ellers, men nogle gange må man jo gå på kompromis.

29893767_10215793133921283_1818137203_oMan kan selvfølgelig også undvære pynten og nyde kagen som den er. Det gode ved denne kage er at den er dejlig frisk og derfor perfekt til påskebordet, hvor man får så meget andet lækker mad som kan blive en smule overvældende.

Den er nem at lave, men man skal dog sætte lidt tid af til at den kan stå på køl og sætte sig.

Citronmazarinkage:

100 g marcipan

100 g sukker

100 g blødt smør

skal af 1/2 økologisk citron

2 æg

50 g hvedemel

Riv marcipanen groft ned i en skål. Tilsæt sukker, smør og citronskal og pisk det godt sammen. Pisk æggene i ét ad gangen. Vend hvedemelet i. Kom dejen i en form på 16 cm i diameter med bagepapir i bunden. Bag kagen i 25-30 min. ved 175 grader til den er fint gylden. Lad den køle helt af.

Citronganache

200 g hvid chokolade (jeg brugte Ivoire 35% fra Valrhona)

50 ml piskefløde

50 ml citronsaft

Smelt chokoladen i en skål over et vandbad eller i en chokoladesmelter. Når chokoladen er smeltet, fjernes den fra varmen. Bring fløden til kogepunktet og hæld det over chokoladen lidt ad gangen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Forsæt med at rører, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Smag til med citronsaft, og stavblend. Vær forsigtig når den stavblendes, så der ikke dannes luftbobler. Fordel ganachen oven på den afkølede kage, og stil den i køleskabet i min. 4 timer, gerne natten over.

Rigtig god påske til jer!