Solbærmacarons!

Efter tre intense uger med oplevelser og bagning, har jeg virkelig nydt at slappe af i sidste weekend.

Jeg troede at jeg trængte til en lille bagepause efter de 3 uger. Jeg var heller ikke sikker på hvad jeg dog skulle kaste mig ud i at bage. Jeg var helt træt og idéforladt. Det hjalp så heller ikke, at min ellers så skønne have desværre er knas tør, ligesom alt andet i den her hede. I foråret havde jeg plantet flotte stedmorblomster ude i min have, fordi min have trængte til lidt farve… eller mest fordi alle planter jeg tager indenfor dør (jeg gør mit bedste, men intet planteliv vil altså overleve i mit nærvær).

Men på trods af dette, opdagede jeg tilfældigt at min solbærbusk havde fået lækre SOLBÆR! (Jaaaa!)

Jeg overvejede meget hvad jeg skulle lave med dem, marmelade, tærte, muffins, der var så mange muligheder. Efter lidt tid i tænkeboksen, besluttede jeg mig for at det var på tide at lave macarons igen. Jeg havde dog ikke nogen opskrift på en solbær ganache, så måtte bruge lidt kvalitets tid med vores alle sammens ven, Google, og i blandt alle de forskellige link kom den fantastiske Maja Vase med den perfekte opskrift. Da jeg i forvejen bruger hendes opskrift på macarons også, var det jo bare meant to be.

Opskriften er simpel og smager fantastisk! Desuden får ganachen den lækreste farve, helt uden at bruge frugtfarve eller geléfarve. Efter at jeg så hvor flot farven var, fik jeg blandet dejen til macarons i en lysere lilla for at lave en kontrast til ganachen.
For lidt tiden siden købte jeg spiseligt spraypaint i guld, fordi jeg længe har villet eksperimentere med det. Derfor endte jeg med at spray siderne på de små macarons, og jeg blev meget tilfreds med resultatet.

Da jeg ikke selv kunne spise dem alle sammen, endte jeg med at tage dem med på arbejde hvor de fik virkelig positiv feedback. Det gode ved opskriften på ganachen er at man også kan bruge andre bær, så ud og pluk og bag!

Opskrift på macaronsbundene kan I finde på bloggen her:
http://cakeaddiction.bloggersdelight.dk/macaron-macaron-macaron/

 

Solbærganache:

(ca. til 40 macarons)

200 g hvid chokolade, gerne Valrhona Ivoire 35%

200 g frosne bær

Saft fra 1 citron

40 g glukosesirup

Smelt chokoladen og lad den køle lidt af.
Bring bær, citronsaft og glukosesirup i kog, og lad det simre i et par minutter.
Sigt massen.
Vej 50-100 g varm bærsaft af og hæld den over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
Fortsæt med at røre til massen samler sig, evt. stavblend massen efter behov.
Hæld ganachen i en sprøjtepose og læg den på køl i 1-2 timer.
Tag ganachen ud og lad den lægge lidt før den sprøjtes på macaronsbundene.

Ritgig god fornøjelse!

Knus

Operation bryllupskage

Jeg har i lang tid gået og planlagt årets største bageudfordring, og i weekenden gik det så løs.

Jeg drog ud på et mindre roadtrip mod Tønder med mine skønne studieveninder for at være en del af vores venindes bryllup. Bilen blev pakket med kjole, sko og en fyldt makeup-taske. Men derudover havde jeg pakket en mindre kuffert fyldt med ALLE mine bageting, 11 kagebunde stablet på bagsædet, og en køletaske fyldt med chokolade.

Med humøret højt og krydsede fingre, kørte min veninde og jeg tidligt afsted for at have god tid til at lave kagerne færdige derhenne. Det var også en ganske fin plan, og generelt var alt nøje planlagt ned til mindste detalje. Men desværre sker der ændringer undervejs. F.eks. måtte jeg tage en beslutning om at bage den sidste bund derhenne, da det tog længere tid at bage, end jeg først havde beregnet. Jeg havde fået et industrikøkken til rådighed, men på trods af det vidste jeg godt, at det var en risiko at bage så langt fra mine vante omgivelser. Jeg valgte dog at tage chancen.

Vi nåede også helt til Jylland, før de første problemer opstod. Vi endte desværre med at sidde i kø i 45 min. på motorvejen, hvilket betød, at min tidsplan skred med næsten en time. Vi nåede dog frem til Tønder, og skyndte os at handle de sidste ting, som jeg ikke kunne have med. Træt og lidt tidspresset tømte jeg deres lokale Kvickly for alt, hvad jeg skulle bruge, bl.a. bær i lange baner.

Derefter nåede vi frem til kroen, hvor brylluppet skulle holdes,  og stedet hvor vi skulle bo. Jeg gik straks igang i køkkenet, mens min veninde fik styr på sovesituationen, som der også var problemer med – en ulykke kommer sjældent alene. Det stoppede dog ikke der. Efter jeg havde forberedt dejen til den sidste bund, holdt ovnen i køkkenet selvfølgelig op med at virke. Lad os bare sige, at efter alt det var det en MEGET lang aften.

Men på mirakuløs vis fik jeg samlet kagerne og sat dem på køl, så de kunne blive klar til at blive smurt op og pyntet dagen efter.

Og så kom den store dag! Efter en god nattesøvn og lidt ro efter en hektisk dag tog jeg en dyb vejrtrækning og gik i gang med at færdiggøre kagerne. Og utroligt nok gik ALT som det skulle!

Min veninde og hendes kæreste fik sagt ja til hinanden omgivet af deres venner og familie i Tønders smukke natur.



Efter blod, sved og tårer kunne jeg også servere 3 vellykkede bryllupskager til det smukke brudepar og deres ca. 60 gæster.


Kagerne bestod af en nøddebund, lys chokolademousse, chokolademousse lavet af Valrhonas passionsfrugt-chokolade, vaniljebunde smurt op med smørcreme og pyntet med bær. To af kagerne var 27 cm i størrelse og den sidste kage var 30 cm i størrelse, og der var bestemt kage nok.

Jeg endte med at være rigtig tilfreds med resultatet og vigtigst af alt, så var brudeparret også tilfredse.

Jeg må indrømme, at det har været det hårdeste, jeg længe har prøvet, men trods alle uheldene og tvivlen, så var det fantastisk at kunne servere kagerne og opleve reaktionen på dem. Kunne jeg finde på at gøre det igen? Høj sandsynligt… Hvis jeg er tættere på mit eget køkken. Ja, og så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke siger nej til en udfordring.

Men en ting er sikkert, jeg var aldrig nået i mål uden de her skønne piger, som støttede, handlede ind og hjalp med alt hvad de kunne. Tak for jer!

Til slut kommer jeg lige med min tjekliste over de vigtigste ting, hvis DU står og skal lave bryllupskage:

Tjekliste til operation bryllupskage:

 Lav en rigtig god plan
(tidsplan, indkøbsliste, huskeliste, you name it)

Pak alt hvad du har
(selv det du ikke tror, du skal bruge)

Stræk ud
(for du kommer til at stå med hovedet helt nede i kagen, uden at tænke over at spænde op i ryggen)

Kagebunde
(som du har bagt dagen før, så de er klar – TRUST ME)

Dybe vejrtrækninger
(Lidt meditation kan lige redde den mousse som ikke vil samarbejde)

Græd, når det går galt
(det går så meget bedre, når du har fået det ud af dit system – jep, egne erfaringer)

Gode venner
(nogle til at trøste og hjælpe dig, når du begynder at græde)

Del ikke fejlene med andre
(for det var jo hele tiden en del af planen – no one needs to know)

Fejre at du når i mål, for selvfølgelig skal du nok nå i mål!
(Drik, spis, dans – gør lige det du har lyst til)

Nu er I klar, så det er bare med at komme igang.
Good luck.

Og til jer andre,
God dag.

 

Knus