Passion for fromage

Den perfekte hindbærsnitte?

Jeg har længe været på jagt efter den perfekte hindbærsnitte. Noget der virkelig kan tage lang tid. Det hele startede for nogle år siden, da jeg fandt en virkelig lækker opskrift på hindbærsnitter på nettet. Opskriften i sig selv er supernem, og resultatet er altid en succes, men hvordan kan det så gøres mere perfekt?

Dengang jeg var lille, var hindbærsnitter min yndlingskage fra bageren. Den fine lille snitte med den hvideste hvide glasur med farverigt tivolikrymmel på var det bedste jeg vidste. Derfor var jeg også i den syvende himmel, da jeg fandt ud af, at jeg selv kunne lave nogle, der smagte ligeså fantastisk, hvis ikke lidt bedre da. Så jeg kunne selvfølgelig ikke modstå muligheden for at udfordre mig selv på den lille kage. Jeg gik i gang med den helt store hindbærsnittebagning. Igen og igen og … igen. De blev selvfølgelig gode hver gang, men alligevel var jeg enten ikke helt tilfreds med tykkelsen, glasuren eller bagningen. I know, det lille perfektionistiske monster kan stadig komme frem, men hey, det er også lidt det, der er sjovt.

Det blev dog lidt voldsomt med hindbærsnitterne til sidst, så jeg tror de fleste omkring mig blev meget trætte af dem. Jeg gjorde i hvert fald! Derfor stoppede jeg helt med at lave dem i lang tid.

I sidste uge valgte jeg dog at bage hindbærsnitter igen. Og den her gang blev de meget fine. Det er lige før jeg vil sige perfekte.

dsc02699

Den perfekte tykkelse, den rigtige mængde marmelade, tilpas bagt. Jeg ændrede meget lidt på den måde jeg lavede opskriften, men synes det hjalp mig hen i den rigtige retning. Efter en lille tur til Bornholm sidste weekend, havde jeg lækker hjemmelavet hindbærmarmelade med hjem, som jeg selvfølgelig brugte.

Jeg valgte at gå lidt væk fra deres standard look, og brugte derfor pink glasur med guld krymmel. For at få en marmoreret effekt, blandede jeg lidt af geléfarven rundt med en tynd pind i glasuren på kagerne.

dsc02663
Opskrift på hindbærsnitter:

Ca. 12 stk.

100 g sukker

200 g smør

300 g mel

200-300 g hindbærmarmelade

Glasur:

300 g flormelis (evt. mere)

lidt vand

evt. farve og krymmel

Bland mel, sukker og smør sammen. Ælt det med hænderne eller brug en røremaskine/el-pisker. pisk eller ælt til dejen er samlet helt. Dejen må ikke være for blød, når den skal rulles ud, derfor kan den pakkes ind i bagepapir og kommes i køleskabet i ca. 30 min. eller mindre, afhængig af hvor blød den er efter at være blevet samlet. Når dejen er klar, deles den i to lige store dele, og den ene del rulles den ud på et ark bagepapir til den er ca. 3 mm tyk. Derefter rulles den anden del ud på et andet ark bagepapir til den også er 3 mm tyk. Fordel hele hindbærmarmeladen ud på en af delene af dejen. Tag derefter bagepapiret med den anden del og vend den forsigtigt oven på den med marmelade. Tag bagepapiret af den øverste del og læg bagepapiret med hele hindbærsnitten på en bageplade og bag den ved 225 grader i 15-20 min. til den er let gylden. Pas på den ikke bliver for mørk i kanterne.

Når hindbærsnitten er færdig, tages den og ud køles helt af på bagepladen inden den forsigtigt kan flyttes fra pladen. Pas på, ikke at løfte for meget på den, da den er skrøbelig og kan revne. Glid den fra bagepladen over på et bord eller noget andet fra siden, så den forbliver hel.

Bland flormelis og vand sammen til en glasur, som ikke må være for flydende. Tilføj mere flormelis hvis det sker. Når glasuren har den rigtige konsistens, kan farve tilsættes og glasuren kan smøres på den helt afkølede hindbærsnitte. Pynt derefter med krymmel.

Når glasuren har fået lov til at sætte sig, kan kanter skæres til på snitten, og derefter skæres i de ønskede stykker og serveres.
dsc02701

Rigtig god fornøjelse med dem og god søndag til jer!

Knus

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Passion for fromage